Formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau, tør ikke garantere, hvornår problemerne med for lange ventetider på kræftbehandling i regionen er løst. Det siger han til DR.
Regionen beskriver i en redegørelse til Sundhedsstyrelsen i dag, at der er vedvarende problemer med ventetider på flere kræftområder både"for nuværende og også fremadrettet".
Redegørelsen kommer efter sagen om de flere hundrede tarmkræftpatienter, som DR tidligere har afsløret har ventet længere på operation på Aarhus Universitetshospital end de højst to uger, som patienter har krav på efter loven.
- Det er ingen tvivl om, at vi er meget presset på kræftområdet. Vi mangler over en bred kam medarbejdere, som har de specialistkomperencer, vi har brug for. Det er den største enkeltstående forklaring, vi har på de her problemer, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Hvornår er der udsigt til, at problemet er løst?
Det er meget svært at give nogen garantier omkring det, så længe vi har så svært ved at få fat i det personale, vi skal bruge, siger han og tilføjer:
- Men jeg kan garantere, at vi gør alt hvad vi kan for at overholde de maksimale ventetider. Og de steder, hvor vi ikke kan det, tilbyder vi patienten behandling et andet sted i Danmark eller i udlandet. Det bestræber vi os på hver eneste dag.
Udover mave- og tarmkræft er der især problemer med ventetid inden for kræft i urinveje, bryster og kvindelige kønsorganer, skriver Region Midtjylland i redegørelsen.