Fra 2026 skal film- og tv-branchen kunne spare penge på omkostningerne, hvis der optages tv i Danmark.
Det mener regeringen, som vil indføre en produktionsrabat til firmaer som Netflix, Disney og Amazon, der laver film og tv på dansk jord.
- Vi er enormt dygtige til både at lave underholdende fjernsyn, tv-serier og film, som trækker rigtig mange mennesker til det store lærred, i Danmark. Men vi er samtidig et af de eneste lande i Europa, som ikke har en produktionsrabatordning, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Ifølge regeringen er Danmark og Luxembourg de eneste lande i Europa, der ikke har en produktionsrabat i dag.