Billetter til Oasis' koncerter i Storbritannien og Irland næste år er udsolgt.
Det skriver det gendannede britiske band på X.
Ifølge BBC vurderes det, at omkring 1,4 millioner billetter har været sat til salg og er blevet solgt i løbet af 10 timer, efter mange fans havde oplevet store problemer med hjemmesiderne, der solgte billetterne.
Bandet spiller 17 koncerter på tværs af London, Cardiff, Manchester, Edinburgh og Dublin.
Oasis gik i opløsning i 2009, da gruppens sangskriver og guitarist, Noel Gallagher, erklærede, at han ikke længere kunne arbejde sammen med sin lillebror, sanger Liam Gallagher.
Bandet er især kendt for nummeret Wonderwall, som mange formentlig har prøvet at lære på guitar.