Det har været et usædvanligt godt år for turistbranchen ved Vestkysten.
Som i de foregående år er turisterne strømmet til i højsæsonen, men nu fylder de også sommerhusene udenfor sæsonen i de såkaldte 'skuldersæsoner' til stor glæde for det vestjyske ferieland, siger direktør for Destination Vesterhavet, Maja Graver:
- Når der kommer flere gæster, er der flere caféer, restauranter og museer, der kan holde åbent, og det betyder, at vi nu også har et godt tilbud til de gæster, der kommer udenfor sæsonen.
Fra januar til oktober har Destination Vesterhavet rundet lige knap ti millioner overnatninger, og noget tyder på, at 2024 bliver et rekordår:
- Det er rigtigt dejligt, og tillykke til os alle, siger Maja Graver.