Flytrafikken til og fra Bornholm vil blive hårdt ramt, hvis der kommer en ny afgift på 50 kroner for at tage offentlig transport til og fra Københavns Lufthavn.
Det mener formand for Bornholms Passagerforening, Torsten Sletskov.
Det er den socialdemokratiske overborgmester-kandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, der foreslår den nye afgift, som Torsten Sletskov er meget kritisk over for.
- Det er en rigtig, rigtig dårlig idé. I forvejen får vi fra nytår nogle ekstra afgifter på 60 kroner, når vi skal til og fra Københavns Lufthavn. Så vi kan selvfølgelig ikke være interesseret i at få en yderligere fordyrelse af transporten, siger Torsten Sletskov.
Han mener, at en ny transportafgift på sigt kan true flyruten til Bornholm.
- I forvejen er billetprisen for høj, så færre og færre benytter flyet. Den udvikling skal vi have vendt, så vi kan opretholde en rentabel flyrute. Det kan det godt knibe med, og det her kan jo kun være med til at forværre det, siger Torsten Sletskov.