15 russiske ambassadeansatte er blevet smidt ud af Norge, fordi de er erklæret uønskede af den norske regering.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB, ifølge Ritzau.
De norske myndigheder mener, de 15 personer er efterretningsofficerer og har handlet på måder, som ikke er forenelige med deres diplomatiske status. De skal forlade landet inden for kort tid.
Udvisningerne kommer mindre end en uge før DR, svenske SVT, norske NRK og finske YLE offentliggør dokumentarserien ”Skyggekrigen”, der undersøger russiske efterretningstjenesters hemmelige operationer i Norden.
Ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau, Tass, vil det russiske udenrigsministerium komme med en reaktion på udmeldingen fra Norge.
- Rusland vil komme med et passende svar, lyder det ifølge Tass.