Forbrændingsanlæg i hele Danmark er inviteret med, når de opgravede, døde mink skal fra jord til aske.
De nedgravede mink er blandet med jord og kalk. Kroppenes konsistens er ukendt, men Miljøstyrelsen har beskrevet den som en feta-lignende konsistens.
Netop fordi de nedgravede mink kan overraske, skal flere anlæg hen over Kr. Himmelfarts-weekenden køre flere test-afbrændinger.
- De dage er der begrænset tilgang af andet affald. Så er det nemmere at lave en kontrolleret proces, hvor man kan få erfaringer i, hvor store mængder man vil kunne tage pr. dag, siger direktør Poul Kristensen fra selskabet EnerGnist, som står for koordineringen af afbrændingen.