Havnearbejdere i Piræus syd for Grækenlands hovedstad, Athen, blokerer for en container fyldt med ammunition, som skal til Israel.
Ifølge havnearbejdernes forbund indeholder containeren 21 ton ammunition.
Blokaden er en protest mod krigen i Gaza, siger forbundet til nyhedsbureauet Reuters.
- Tiden er kommet, hvor vi skal råbe det højt, at havnen i Piræus ikke skal være et springbræt til krig. Vi kæmper for fred, ikke Grækenlands deltagelse i krigen, skriver de på Facebook.
Den græske regering har støttet Israels ret til at forsvare sig selv i krigen mod Hamas i Gaza, men har også opfordret til våbenhvile for at stoppe "en ufattelig humanitær katastrofe."
Der er blevet udstedt en arrestordre mod havneforbundets formand.