Det kan betale sig at fylde vaskemaskinen eller opvaskemaskinen og trykke på startknappen mellem klokken 13 og 15 i dag.
I hvert fald for dem, der bor i den vestlige del af Danmark. Her vil elpriserne være så lave, at de rammer minus 97 øre per kilowatt-time. Det fremgår af tale fra elbørsen Nord Pool, skriver Ritzau.
Det betyder i praksis, at forbrugere i princippet kan tjene penge på at bruge strøm. Det gælder, hvis man har en elaftale, hvor man bliver afregnet i elprisen time for time. Det fortæller Kristian Rune Poulsen, der er energianalytiker hos brancheorganisationen Green Power Denmark.
- Så er der to - måske tre timer - her i eftermiddag, hvor man kan få penge for at bruge strøm. Det er ikke mange penge, men det er meget godt set i lyset af energikrisen, at man kan få penge tilbage, siger han.
Ifølge analytikeren kan man få omkring 50 øre per kilowatt-time, man bruger i de timer. Elafgiften og transporttariffer skal nemlig trækkes fra.
De fleste vil nok kun kunne nå at bruge et par kilowattimer, mener Kristian Rune Poulsen.
- Så det er ikke mange penge, man tjener, og det vil hurtigt blive overgået af de penge, man bruger på strøm i resten af døgnet, siger han.
Har man til gengæld en elbil, man kan nå at lade op, er det i omegnen af 15-20 kroner, der kan indkasseres, vurderer Kristian Rune Poulsen.