Den tidligere fodboldspiller og tv-vært Tommy Troelsen er død efter længere tids sygdom. Det skriver Vejle Amts Folkeblad på sin hjemmeside.
Han blev 80 år.
Tommy Troelsen var en af de 11 danskere, som vandt sølv i fodbold ved OL i Rom i 1960. Med sin enorme tekniske kunnen fik han tilnavnet 'Fodboldtroldmanden'.
I sin klubkarriere scorede Tommy Troelsen 130 mål i 257 kampe for Vejle Boldklub. På landsholdet blev det i alt til 16 A-landskampe.
Efter karrieren som fodboldspiller blev Tommy Troelsen vært og en af de bærende kræfter i de legendariske programmer Sportslørdag og Tipslørdag på Danmarks Radio.
Vejle Boldklub oplyser, at 'Troldmanden fra Nørreskoven' vil blive mindet med sørgebind under onsdagens pokalopgør mod Randers FC. På søndag vil klubben desuden holde et minuts klapsalver og tage afsked med Vejle-legenden.