En unavngiven kvinde har angiveligt henvendt sig til familien og oplyst, at Farhad Tober er i Athen med kvindens mand.
Det sker efter, at DR-dokumentaren ”Forfulgt af politiet?" satte fokus på den nu 17-årige Farhad Tober, der har været forsvundet siden natten til den 9. april 2022.
Derfor er Farhads onkel og moster på vej i et fly fra Hamborg til Athen.
- Vi har ventet i halvandet år, og der har aldrig været noget konkret. Det er der nu, og det er vi nødt til at forfølge, siger Veder Ibrahim, der er Farhad Tobers moster.
Hjemme i Danmark forsøger resten af familien at få flere oplysninger fra den unavngivne kvinde, som mandag kontaktede Farhad Tobers mor, Shayan Ibrahim, på WhatsApp.
- Vi vil opsøge steder, hvor migranter samles. Vi håber at finde ham i god behold, eller i det mindste bare få flere informationer om, hvor han er, fortæller Veder Ibrahim.