Regeringens planer om at sløjfe store bededag kan være i strid med en række internationale konventioner.
Det siger formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard.
FH afleverede i dag sit høringssvar til regeringens forslag, der skal skaffe tre milliarder kroner til blandt andet Forsvaret.
Loven, der skal afskaffe store bededag, er nemlig også rettet mod en række vilkår om løn og tillæg, og det kan ifølge FH være et brud på både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's internationale konventioner om arbejdsmarkedet.
- Det kan være, at det egentlig er ulovligt, det de har gang i, og det er det, vi gerne vil have prøvet. Vi er i hvert fald bekymret og vil gerne have undersøgt, om de overhovedet har ret til det her, siger Lizette Risgaard.
FH opfordrer i høringssvaret regeringen til at lave en juridisk redegørelse om forslaget overholder konventionerne.