Israel gør ikke nok for at nå frem til en aftale om våbenhvile i Gaza, mener Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi.
Israel "fortsætter med at undvige sit ansvar og gøre en indsats for at opnå våbenhvile i Gaza", siger præsidenten på et topmøde i Manama, hovedstaden i Bahrain.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Egypten er et af de lande, der mægler mellem Israel og Hamas, der står både på EU's og USA's terrorliste.
Israel har ikke kommenteret Abdel Fattah al-Sisis kommentar.
Landets forsvarsminister siger i dag ifølge Reuters, at yderligere tropper vil tilslutte sig offensiven i Rafah.
- Flere tunneler i området er blevet ødelagt af vores tropper, og yderligere tunneler vil blive ødelagt snart (...) Resultatet er, at vi slider Hamas ned, siger Israels forsvarsminister, Yoav Gallant.