Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har indkaldt Folketingets partier til et møde i næste uge om minkerhvervets fremtid.
Det fremgår af en mail, som DR Nyheder har set.
Indkaldelsen kommer i kølvandet på, at Prehn har været udsat for hård kritk for ikke at have skaffet en opdateret risikovurdering i forhold til mink og corona, sådan som han havde lovet.
På mødet vil der nu komme en mundtlig opdatering.
"Mødet vil blive indledt med en opdatering af sundhedsmyndighedernes risikovurdering i forhold til minkhold fra 2022. Herefter vil der være mulighed for at stille opklarende spørgsmål til Statens Serum Institut (SSI).", står der i mailen.
Forbuddet mod mink gælder indtil videre frem til den 31. december. Vurderingen er, at omkring 50 minkavlere vil være klar til at genoptage erhvervet.
Før regeringen besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives, var der mere end 1.000 minkavlere herhjemme.