Region Syddanmark indstilles til en bøde på 500.000 kroner og politianmeldelse for brud på datasikkerheden, skriver Datatilsynet i en pressemeddelelse.
Ifølge Datatilsynet har mere end 30.000 børns oplysninger fra en forskningsdatabase ligget offentlig tilgængeligt på nettet.
Bruddet blev opdaget af en forælder til et barn i psykiatrien, der kunne logge ind i databasen, og personen kunne ved at ændre i adressefeltet på hjemmesiden få adgang til andre patienters følsomme oplysninger.
Lægefaglig direktør for psykiatrien i Region Syddanmark, Anders Meinert Pedersen, er ikke enig i, at bruddet bør give anledning til en bøde.
- Vi vil se rigtig kritisk på den anmeldelse som Datatilsynet har lavet sammen med vores jurister, siger Anders Meinert Pedersen.
Ifølge Region Syddanmark har ingen udnyttet hullet til at skaffe sig oplysninger.