Soldater fra dragonkasernen i Holstebro har været udsendt til den danske militær-kaserne Camp Valdemar i Letland i to år, og i dag vender de første soldater hjem.
De første soldater blev udsendt i 2022 for at beskytte letterne efter Ruslands invasion af Ukraine.
Camp Valdemar er vokset fra 800 danske soldater til nu at omfatte 3-4.000 soldater i en multinational styrke, og opgaven har været gavnlig for det danske forsvar, mener oberstløjtnant Thomas Nyholm Jørgensen, der er chef for de danske soldater i Camp Valdemar:
- Baltikum udgør et godt og komplekst trænings- og operationsmiljø, hvor vi kan styrke vores operative evne og blive bedre til det, vi skal, lyder det.