De praktiserende lægers organisation, PLO, har opfordret Danske Regioner til at undersøge samtlige af de cirka 40 lægeklinikker landet over, der er drevet i samarbejde med Alles Lægehus.
Det sker i kølvandet på, at DR-programmet Kontant blandt andet har afsløret, at koncernen Alles Lægehus tilsyneladende tager honorarer for ydelser, som patienterne ikke har modtaget.
Danske Regioner er enige i, at "DR's dækning kalder på en særlig kontrolindsats i regionerne".
Det skriver Bo Libergren (V), som er næstformand for Løn- og praksisudvalget i Danske Regioner, i en skriftlig kommentar.
- Sagen understreger også, at vores overenskomstsystem ikke er holdbart i længden, siger han.
- Vi ser for eksempel gerne, at der bliver gjort op med praktiserende læger og lægehuses mulighed for at modsætte sig regionernes krav om dokumentation fra patientjournalerne, hvis der er mistanke om snyd eller grove fejl.