Det er sjovt at være bank i Danmark for tiden.
Den ene efter den anden bank præsenterer nemlig vilde overskud på grund af de høje renter.
Og i dag er det så Danmarks største bank, Danske Banks, tur til at komme med sit regnskab for tredje kvartal.
Her har banken tjent 5,3 milliarder kroner og har renteindtægter på hele 9,3 milliarder kroner, viser regnskabet.
I samme kvartal sidste år blev det til et underskud på 13,7 milliarder kroner.
De to perioder kan dog ikke sammenlignes, da man i tredje kvartal sidste år valgte at hensætte et engangsbeløb på 14 milliarder kroner i hvidvasksagen i Estland.
I alt har Danske Bank tjent 15,5 milliarder kroner i årets første ni måneder og regner med at lande et overskud på mellem 19,5-20,5 milliarder kroner for hele 2023.
- Vi skabte i årets første tre kvartaler fortsat stærke finansielle resultater, selvom markedsvilkårene var udfordrende. Vores fremskridt skyldtes primært højere nettorenteindtægter og stigende udlån til erhvervskunderne, siger administrerende direktør Carsten Egeriis i en kommentar til regnskabet.