Hvis det står til tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, kan det kun gå for langsomt med at komme for retten og få sin sag bedømt efter paragraffen om landsforræderi.
I et interview med Politiken fortæller han, at han hverken ønsker, at myndighederne opgiver sagen om lækage imod ham eller fravælger at føre sagen i retten, fordi hans kone er syg.
- Mit gode navn og rygte er ødelagt. Så det nytter ikke, at de finder en eller anden paragraf om tavshedspligt, der giver 10 dagbøder a 1000 kroner.
- Bagefter kan de så sige, at han blev jo dømt, og derved bliver mistanken hængende i luften, siger Claus Hjort Frederiksen til avisen.
I januar kom det frem, at den tidligere minister var sigtet efter paragraf 109 i straffeloven. Den handler om at røbe statshemmeligheder.
Det skete, omkring en måned efter at fire nuværende og tidligere ansatte i de danske efterretningstjenester blev sigtet efter samme paragraf.
Det var blandt andet den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.