I dag er det meget afgørende midtvejsvalg i USA. Det er et valg, der kan ende med at tage store dele af præsident Joe Bidens magt væk, hvis Republikanerne skulle vinde det.
Derfor har Joe Biden også rejst rundt i landet den seneste tid, og sent i aftes var han i Maryland for at føre valgkamp for Demokraternes Wes Moore.
- Vi ved helt ind i vores knogler, at demokratiet er på spil, og at det er nu, vi må forsvare det, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.
Midtvejsvalget afgør, hvem der har flertal i USA's parlament, Kongressen, som består af to kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus. Det flertal har Demokraterne indtil i dag haft.
Men målinger viser, at magten kan ende i hænderne på Republikanerne. Skulle det ske, vil det blive så godt som umuligt for Joe Biden og Demokraterne at gennemføre deres politik de kommende to år frem mod det kommende præsidentvalg.
Republikanernes Donald Trump har også været meget fremme i løbet af valgkampen, hvor han blandt andet har luftet, at han formentlig vil stille op til det kommende præsidentvalg. I nat sagde han, at han kommer med "en stor nyhed" den 15. november.