Opdateret med citat fra TrekantBrand kl. 9.19
Vinterbadere, der normalt får deres kick i Kolding Fjord, bør finde andre steder at dyppe sig i den næste uges tid.
Onsdag eftermiddag blev der konstateret olie på overfladen i Kolding Havn, og det viste sig, at olien havde spredt sig i et tyndt lag over et større areal mellem havnen og Hotel Kolding Fjord.
Der er hverken fare for mennesker eller for fugle- og dyrelivet, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Styrelsen for Patientsikkerhed råder til, at man ikke bader i fjorden i en uges tid, eller indtil oliefilmen er væk.
- Vi har for en sikkerheds skyld undersøgt, hvordan man skal forholde sig. Og man fraråder al badning, hvor der er oliefilm på vandet, siger operativ chef ved TrekantBrand, Søren Kafton.
Har man alligevel været i kontakt med vandet, rådes man til at tage et godt, langt bad.