"En international terrorhandling mod gasrørledningerne" og "sabotage uden fortilfælde".
Sådan har den russiske præsident Vladimir Putin omtalt lækagerne på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i en telefonsamtale med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Det fremgår ifølge Reuters af en udtalelse fra den russiske regering.
Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har også tidligere omtalt lækagerne som en terrorhandling, og han har afvist, at det skulle være Rusland, der stod bag. I stedet har han peget på USA som en mulig "gerningsmand".
I morgen er der møde i FN's Sikkerhedsråd, hvor lækagerne på russisk opfordring skal drøftes.