Der er blevet anlagt endnu en straffesag mod Hunter Biden, der er søn af USA's præsident, Joe Biden, ved en føderal domstol i Los Angeles.
Det viser retsdokumenter og retslister fra domstolen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Hunter Biden er anklaget for at have undladt at betale omkring 1,4 millioner dollar, svarende til cirka 9,6 millioner kroner, i skat i løbet af fire år.
Anklageskriftet tæller i alt ni punkter, og bliver Hunter Biden dømt skyldig, kan han få op til 17 års fængsel.
Sagen er den seneste for den omdiskuterede præsidentsøn.
Hunter Biden erklærede sig i oktober ikke skyldig i anklager om, at han løj omkring sit forbrug af euforiserende stoffer, da han købte et håndvåben.
Hunter Biden har tidligere indgået en tilståelsesaftale i en sag om skatteforhold med den amerikanske anklagemyndighed.
Den trak han sig dog fra i slutningen af juli, efter at en dommer sagde, at hun ikke kunne godkende aftalen i dens daværende form.