Naturbrandene i Los Angeles har nu brændt i otte dage, men faren er langt fra ovre.
Brandvæsnet har onsdag arbejdet i kraftig og tør vind, som giver næring til brandene, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Vindene forventes at fortsætte indtil torsdag eftermiddag lokal tid.
- Vi vil gerne understrege, at det er en særligt farlig situation. Gør jer klar, og vær forberedte på at forlade jeres hjem, siger Lindsey Horvath, som er medlem af tilsynsrådet i amtet Los Angeles, på et pressemøde.
Omkring 6,5 millioner mennesker er omfattet af en såkaldt kritisk brandtrussel, lyder det fra myndighederne.