Hvert år dør ofre efter mødet med vanvidsbilister: 'Lad være med at køre som en idiot'

Politiet har sidste år sigtet færre vanvidsbilister end de foregående år.

Retten i Randers fælder i dag dom i en af de voldsomme sager fra 2024, hvor flere personer mistede livet i en sag om vanvidskørsel. Foto: SpotFoto (Foto: © SpotFoto)

Flere personer mistede livet i 2024 efter et møde med bilister, som kørte alt for stærkt, hensynsløst eller sad påvirket bag rattet.

Sidste år valgte landets politikredse at rejse 163 sigtelser i forbindelse med vanvidskørsel, der resulterede i en trafikulykke.

Det viser tal, som Rigspolitiet har trukket for DR Nyheder i deres interne sagssystem. Det er tale om sigtelser og ikke færdigafsluttede sager, der er derfor en vis usikkerhed.

- 163 uheld i trafikken, som er forårsaget af nogen, der har kørt fuldstændig vanvittigt, er ganske skræmmende. Det er dig og mig, der kan blive ramt.

- Så lad være med at køre som en idiot, hold dig til reglerne, advarer Christian Bertelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Kommunikationsafdeling.

Vanvidskørsel dækker over flere forskellige ting, men kan gøre sig gældende, hvis en bilist kører hensynsløst og derfor skader - eller risikerer at skade - andre. Det kan også være, at hvis man kører for stærkt - eller kører påvirket.

De senere år har problemet vokset sig større og større, oplyser Christian Berthelsen.

I 2021 trådte nye regler i kraft, som både skærpede straffen, men som også gav politiet en række værktøjer i forbindelse med sager om vanvidsbilisme.

Her iblandt, at man kan beslaglægge bilistens bil - også selvom, at den ikke tilhører bilisten selv. Den kan være lejet eller lånt.

I 2021 var antallet af sigtelser 146, mens det året efter i 2022 var 259 styk.

I 2023 blev der rejst 217 sigtelser i forbindelse med uheld, og i år er antallet faldet til 163 sigtelser, viser tallene.

- Vanvidsparagraffen har virkelig hjulpet. Vi har kunnet tage køretøjer fra folk, der kører på den måde, og det har virkelig haft en effekt, at vi har fjernet de mennesker fra vejen, vurderer Christian Berthelsen.

Voldsomme sager

Flere af ulykkerne fra 2024, hvor der menes at være tale om vanvidsbilisme, har fået en del opmærksomhed.

Blandt andet på grund af voldsomheden.

- Det er altid meget voldsomt at komme ud til sådan nogle uheld. Rent personligt bliver jeg altid ramt af det, siger Christian Berthelsen.

I juli mistede et forældrepar livet på Hillerødsmotorvejens forlængelse, da en bil kørte over i den modsatte vejbane og frontalt påkørte dem.

Bag rattet sad en 33-årig mand, der også afgik ved døden.

Nu er en 24-årig tiltalt for vanvidskørsel, fordi Anklagemyndigheden mener, at de to mænd kørte om kap, og at det forårsagede ulykken.

Få måneder senere blev en 35-årig mand i september sigtet for vanvidskørsel, fordi han i høj fart og med lattergas i blodet kørte ind i bil, hvor tre personer mellem 77 og 86 år mistede livet

De tre afdøde var på vej hjem fra folkedans i Solbjerg nær Aarhus, da ulykken skete.

Den 35-årige flygtede bagefter fra ulykkesstedet, men blev kort efter anholdt af Østjyllands Politi.

Kørte på trods af forbud

I dag afsiger Retten i Randers dom i en af de tragiske ulykker, der fandt sted sidste år.

Her er en 56-årig mand tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, fordi han den 26. juli sidste år torpederede en bil, hvori et ungt forældrepar i 30'erne mistede livet.

Aarhus Universitetshospital havde givet manden et kørselsforbud, fordi han modtager behandling for sin epilepsi.

Han har hele vejen igennem nægtet sig skyldig og har blandt andet forklaret, at han fik et "blackout" kort inden ulykken.

Og selvom der det seneste år har været færre uheld med vanvidsbilister, sender politiassistent Christian Berthelsen en bøn til landets trafikanter.

- Jeg vil appellere til, at når man færdes i trafikken, kører man efter reglerne. Når vi gør det, kommer vi alle hele og sikre hjem.