Tidligere var meldingen, at mindst 30 personer var kommet til skade, efter en stolelift kollapsede i skiområdet Astún, der ligger i det nordlige Spanien.
Præsidenten i regionen, Jorge Azcón, har her til eftermiddag nedjusteret antallet af tilskadekomne.
Til den spanske public service-station RTVE oplyser han, at mindst 20 personer er kommet til skade.
Af dem har 17 personer brug for lægehjælp, og tre personer er blevet fløjet til et hospital.
Årsagen til ulykken er endnu ikke klarlagt, men ifølge avisen El Mundo kan ulykken være forårsaget af problemer med liftens stålwire.
Skiområdet har over 39 kilometer pister samt 12 lifte til at transportere gæster rundt i området.