Mens Irma-butikkerne lukker har en anden spiller på markedet valgt at udvide - nemlig Lidl.
Den tyske supermarkedskæde vil "inden for få år" åbne 60 nye butikker i Danmark. Det siger administrerende direktør i Lidl Danmark til Finans.dk.
Aktuelt har Lidl 139 butikker i Danmark, men målet er ifølge direktør Mads T. Nielsen hurtigt at komme op over 200.
For tiden sker der flere ændringer hos danske supermarkeder. I slutningen af sidste år annoncerede Aldi, at kæden lukker alle sine butikker i Danmark.
Sidst i januar annoncerede Coop, at alle Irma-butikker lukker, mens kæden sammen med Kvickly og SuperBrugsen i stedet bliver lagt sammen under et nyt supermarked, der skal hedde Coop.