Det er en kæmpe skuffelse, at der ikke er indkommet nogle bud ved danmarkshistoriens største udbud af havvindmøller.
Det skriver organisationen Green Power Denmark, som er talerør for den danske energisektor i en pressemeddelelse.
Da fristen i dag udløb for bud på at bygge tre havvindmølleparker i Nordsøen, var der ikke indkommet et eneste bud.
- Den grønne omstilling i Danmark er lige nu gået i stå. Der bliver opstillet for få vindmøller på både hav og land, og hvis ikke den situation ændrer sig, vil vi fortsat hænge på strøm fra sorte energikilder, siger Kristian Jensen, som er administrerende direktør i Green Power Denmark, i pressemeddelelsen.
Organisationen skriver, at økonomien i projekterne er presset både på grund af stigende renter og inflationen og på grund af usikkerhed om afsætningen af vindmølleenergi.