Anklagemyndigheden har bedt om udsættelse af sagen mod Lars Findsen indtil den 28. november 2023 og i sagen mod Claus Hjort Frederiksen indtil den 30. november 2023.
Det skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Anmodningerne er begrundet i udfaldet af Højesterets kendelser afsagt 12. oktober 2023.
Her fastslog Højesteret, at Lars Findsen skal have udleveret sit anklageskrift af anklagemyndigheden.
- Kendelserne ændrer efter anklagemyndighedens vurdering i meget væsentlig grad rammerne for håndteringen af de klassificerede oplysninger i sagerne i forhold til de rammer, der blev fastlagt af landsretten, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg, i pressemeddelelsen.
- Anklagemyndigheden har derfor iværksat en afklaring af, om rammerne kan anses for betryggende i en sådan grad, at de klassificerede oplysninger kan fremlægges under retssagerne.