Den hjemsendte FE-chef Lars Findsen skal have udleveret sit anklageskrift af anklagemyndigheden.
Det slår Højesteret fast i en kendelse.
Findsen er anklaget for at have viderebragt strengt fortrolige oplysninger, som efter anklagemyndighedens opfattelse er et brud på straffelovens paragraf 109 om læk af statshemmeligheder.
Indtil nu har anklagemyndigheden ellers ikke villet udlevere anklageskriftet til nogen hverken pressen eller Lars Findsen selv. Han har dog fået lov til at læse det.
Findsen har båret sin utilfredshed op til den øverste instans, hvor han har fået medhold.
Fra Højesteret lyder begrundelsen, at der ikke er fremlagt oplysninger, som giver grund til at frygte, at Findsen vil vise anklageskriftet til uvedkommende, samt at det skulle falde i hænderne på de forkerte.
Højesteret skriver i sin kendelse, at Findsen ifølge retsplejeloven har "en ubetinget ret til kopi af anklageskriftet".