Når det kommer til den seneste sag imod Donald Trump, så beskylder hans kampagnestab i en udtalelse anklagerne mod ekspræsidenten for at være politisk motiveret og iværksat af de politiske modstandere Demokraterne.
Den seneste tiltale mod Trump, der blev offentliggjort i nat, handler om, at han angiveligt skal have forsøgt at manipulere valgresultatet i staten Georgia.
Staben henviser i deres udtalelse til, at blandt andre distriktsanklageren i staten, der fører sagen mod Trump, er demokrat.
- De fratager præsident Donald Trumps ret til at ytre sig frit og retten til at udfordre et uærligt og stjålet valg, lyder det blandt andet.
- Præsident Trump vil aldrig give op og vil aldrig stoppe med at kæmpe for jer, alt imens vi arbejder for at gøre Amerika ’great again’.
Udtalelsen er også blevet delt af Donald Trump på hans sociale medie Truth Social.