USA's forhenværende præsident Donald Trump har lagt sag an mod sin tidligere advokat og fixer Michael Cohen ved en domstol i Florida. Det skriver Fox News.
Ifølge sagsanlægget har Michael Cohen forbrudt sig mod sine forpligtelser som advokat og en fortrolighedsaftale ved at sprede løgne, der var pinlige og skadelige for Trump. Cohen anklages også for at have beriget sig selv på sin tidligere arbejdsgivers bekostning.
Trump kræver 3,4 milliarder kroner i erstatning i sagen.
Michael Cohen var engang kendt som Trumps mest loyale medarbejder. Men efter han faldt i unåde, har Cohen udviklet sig til ekspræsidentens nemesis.
Han er blandt andet hovedvidne i den straffesag, der er blev rejst mod Trump i New York om udbetaling af tys-tys penge til en pornostjerne.