Torben Østergaard bør træde til og betale regningen for den potentielle naturkatastrofe, der lige nu udspiller sig ved virksomheden Nordic Waste ved Randers. Det mener flere byrådspolitikere i Middelfart Kommune.
- Når man har gjort det rigtig godt, så forpligter det også at gøre noget ved tingene i forhold til at tage et ansvar, der nødvendigvis ikke bare er juridisk begrundet, siger de Konservatives Morten Weiss Pedersen.
Middelfartmilliardæren får også hård medfart fra byrådsmedlem fra SF, Anna Poulsen Broen.
- Det er ansvarsfraskrivelse på højeste plan, når man tjener penge på noget, som man ved er risikofyldt, og når så den risiko sker, så løber man fra regningen. Jeg synes, det er flovt.