Den seneste måned har været en af de voldeligste nogensinde i Sverige.
Sådan siger den svenske rigspolitichef, Anders Thornberg, på et pressemøde, skriver SVT.
Ifølge ham har der den seneste måned været omkring 60 voldshandlinger knyttet til organiseret kriminalitet, hvoraf de fleste har fundet sted i Stockholm-området.
Senest i nat blev syv villaer og lejlighedsbygninger ramt af brandattentater.
Ifølge rigspolitichefen rettes flere og flere angreb nu mod ejendomme med det formål at dræbe, da det er blevet sværere for de kriminelle at nå deres fjender på gaden.
- Gerningsmændene bliver yngre og yngre og antallet af mistænkte under 18 år er steget med næsten 30 procent, fortæller rigspolitichefen.