Politikerne i klima- og miljøudvalget i Silkeborg Kommune har netop besluttet at udskyde at modtage mere jord fra det nu lukkede jordrensningsanlæg Nordic Waste.
Det sker, fordi politikerne vil være sikre på, om jorden fra stedet er mere end "lettere forurenet", som kommunen hidtil har troet.
- På grund af debatten om jorden nu også kun er lettere forurenet, vil vi have taget flere prøver af jorden, vi har modtaget, siger udvalgets socialdemokratiske formand, Rune Kristensen.
Indtil nu har kommunen modtaget 42.000 ton jord fra området ved landbyen Ølst.
Jorden skulle bruges til at bygge en støjvold mellem et nyt boligkvarter og motorvejen. Et byggeri, der fra begyndelsen skabte bekymring blandt borgere.
- Det er etableringen af den støjvold vi i dag har sat på pause. Og så vil vi skrue op for dialogen med borgerne om hvilke test, der bliver taget og hvad de viser, siger Rune Kristensen.
Udvalgsformanden oplyser, at der bliver indkaldt til borgermøde onsdag 7. februar.
Ifølge Cowi er i alt omkring 190.000 ton jord kørt væk fra området på to uger.
Udover Silkeborg, er jorden kørt til Randers Havn, Aalestrup, Balle ved Grenå og Herning.
Opdateret med flere citater fra udvalgsformanden.