Der skal gøres mere for at forhindre den jyske vestkyst i at blive spist af havet.
Klimaforandringerne får vandstanden til at stige i Nordsøen, og dermed er kysten gradvist mere truet af erosion.
Derfor lægger regeringen i dag op til at bruge 1,1 milliard kroner på at sandfodre kysten - altså at tilføre den millioner og atter millioner kubikmeter sand. Det er en del af regeringens Klimatilpasningsplan 1.
Sandfodringen skal forhindre, at mere af kysten bliver spist, og nedbringe risikoen for gennembrud i sanddigerne og oversvømmelser af de kystnære områder.
Samlet lyder klimatilpasningsplanen på 1,3 milliarder kroner. De resterende beløb er især målrettet en pulje til kystbeskyttelse i andre områder.