Den amerikanske justitsminister, Merrick Garland, har ifølge AP udpeget en særlig, uafhængig anklager, som blandt andet skal føre tilsyn med Justitsministeriets undersøgelser af den tidligere præsident Donald Trump.
Undersøgelserne dækker blandt andet over dokumenter fundet i Donald Trumps bolig i Florida, forløbet omkring stormen på Kongressen i 2021 og forsøget på at underkende valgresultatet i 2020.
Valget som særlig anklager er faldet på Jack Smith, som er tidligere anklager ved krigsforbryderdomstolen i Haag, skriver Ritzau.
Ifølge AP er det i sidste ende justitsministeren, som tager beslutningen om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod eks-præsidenten, men det er Jacks Smiths opgave at sikre en uvildig vurdering af de forhold, undersøgelserne bringer for dagen.
Meldingen kommer tre dage efter, at Donald Trump meldte sit kandidatur til præsidentvalget i 2024.
Rettelse: Artiklen benævnte tidligere Jack Smith som særlig rådgiver, men det er rettet til særlig anklager.