Landets fem regioner er færdige med at tegne streger, bruge slettelak og skrive tal i regnearket.
Her til morgen er regionernes budgetaftaler for næste år nemlig faldet på plads, lyder det i en pressemeddelelse.
Her fremgår det blandt andet, at alle fem regioner har besluttet at sætte flere penge af til hospitalerne, så der både kan fastholdes, rekrutteres og uddannes.
Til gengæld har regionerne besluttet, at der skal holdes igen på anlægsbudgettet, fortæller socialdemokraten Anders Kühnau, der er formand for Danske Regioner.
- Priserne stiger, og vi skal udvise ansvarlighed i regionerne. Det kommer konkret til at betyde, at nogle byggerier desværre må udskydes. Det er kun det mest nødvendige, som kan prioriteres, siger han.