Regeringen giver en officiel undskyldning til de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951. Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen og Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, offentliggør i dag den historiske udredning om de 22 grønlandske børn, som blev sendt til Danmark i 1951.
Hensigten var, at børnene fik et bedre liv, men som forsøget skred frem, kom det også til at handle om, at de kunne danne fortrop for udviklingen i Grønland.
Udredningen beskriver bl.a. baggrunden for forsøget, hvem der blev udvalgt, børnenes ophold og oplevelser undervejs i Danmark og Grønland samt de menneskelige konsekvenser, det fik for dem.
Statsminister Mette Frederiksen undskylder den måde, som børnene blev behandlet på:
- Jeg har fulgt sagen i mange år, og jeg bliver stadig dybt berørt over de menneskelige tragedier, den rummer. Hensynet til børnene blev sat til side. Så de mistede båndene til deres familier og slægt, deres livshistorie, til Grønland og dermed til deres eget folk.
- Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan tage ansvaret på os og undskylde over for dem, som vi burde have passet på, men svigtede.