Randers Kommune kæmper i døgndrift for at undgå en alvorlig miljøulykke ved virksomheden Nordic Waste, der bearbejder forurenet jord.
På grund af regnvejr var de inden weekenden nødt til at igangsætte en nødplan med en øget pumpekapacitet, så langt mere vand kan blive pumpet væk fra området, og det ikke ender med at løbe i den nærliggende Alling Å og dermed forurene den.
Men nu lader nødplanen til at virke, siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.
- Det er meget vigtigt, at det ekstra rør fungerer. Det gør, at vi står et meget bedre sted nu.
Alligevel vil han ikke glæde sig for meget. For jordskredet udgør stadig en kæmpe udfordring.
- Vi har ikke styr på jordskredet endnu, så vi er også stadig nødt til at køre jorden væk. Det tror jeg, vi kommer til at gøre i meget lang tid.