Randers Kommune har nu kommenteret på konkursbegæringen fra Nordic Waste.
I en pressemeddelelse fra kommunen lyder det, at man vil drøfte sagen med Miljøstyrelsen og sin advokat.
- Jeg forventer fortsat, at virksomhedens ejere påtager sig ansvaret og betaler for de afværgeforanstaltninger og det oprydningsarbejde, vi lige nu har gang i. Der er ingen tvivl om, at de er skadevolder, siger borgmester Torben Hansen (S).
Randers Kommune fortsætter arbejdet med at afværge miljøkatastrofen ved at køre jord væk, holde gang i pumperne og sikre overfladevandet, lyder det.
- Jeg kan forsikre alle om, at vi så længe det er nødvendigt fortsætter vores indsats for at holde jorden i skak og forhindre miljøkatastrofen, så der ikke skrider jord i Alling Å eller ind i Ølst, siger borgmesteren.