Regnmasserne fra oven betyder, at Randers Kommune nu møder endnu flere udfordringer ved jordskredet hos virksomheden Nordic Waste.
Vandstanden i søen foran dæmningen i Alling Å er steget så meget på få timer, at der er behov for at udvide pumpekapaciteten for at undgå, at vandet løber over.
Derfor samarbejder kommunen nu med Beredskab og Sikkerhed samt Beredskabsstyrelsen, siger kommunaldirektør, Jesper Kaas Schmidt.
- Vi har igangsat en nødplan, der effektivt skal udvide pumpekapaciteten, og samtidig etablerer vi et ekstra rør til transport af vandet, siger Jesper Kaas Schmidt.
Selvom der arbejdes på højtryk for at forhindre, at situationen forværres, er intet sikkert, siger Jesper Kaas Schmidt.
- Vi kan ikke være sikre på, at der ikke kommer jord ned i åen, men vi tror på, at det virker.