Senere i dag løfter Randers Kommune sløret for de samlede udgifter i Nordic Waste-sagen og de forventede konsekvenser for borgerne.
- Jeg frygter, at vi enten er nødt til at hæve skatten meget, eller at der vil blive gennemført nedskæringer på børn, skoler, ældre og mennesker med handicap, lyder det fra Kasper Fuhr Christensen, der sidder i byrådet for Velfærdslisten.
Bekymringen deler han med både byrådskolleger og borgere i Randers, efter miljøminister Magnus Heunicke (S) har slået fast, at der umiddelbart ikke er flere penge på vej til Randers.
Indtil videre har der været tale om formodninger og bekymringer, men i eftermiddag bliver vi altså klogere. Klokken 14 præsenterer borgmester og kommunaldirektør nemlig det samlede beløb for afværgeindsatsen samt deres forventninger til konsekvenserne af regningen.
Først efter pressemødet bliver byrådet orienteret om økonomien.