I går indførte Københavns Politi visitationszoner i to områder i hovedstaden, og det har fået arbejdsbyrden til at stige.
Derfor er der tilkaldt assistance fra andre politikredse, fortæller vicepolitiinspektør Lasse Michelsen fra Københavns Politi til Ritzau.
Betjentene hjælper til med at visitere borgere i zonerne.
- Vi er massivt til stede og har gennemført et større antal visitationer, siger Lasse Michelsen.
Visitationszonerne er indført på bagkant af en række skyderier i København. Seneste episode var torsdag, hvor en 43-årig mand blev dræbt på Nørrebro.
Om visitationerne har ført til konkrete fund, kan Lasse Michelsen ikke udtale sig om. Der er fortsat ingen anholdt i sagen om den 43-årige dræbte.