Konkursboet efter Nordic Waste A/S har i dag rejst et erstatningskrav på en halv milliard kroner mod flere tidligere medlemmer af ledelsen i Nordic Waste og i søsterselskabet DSH Recycling A/S, som også er gået konkurs.
Det oplyser miljøminister Magnus Heunicke (S) til Ritzau.
- Sagen om Nordic Waste har haft og har stadig store økonomiske og miljømæssige konsekvenser, siger han i en skriftlig kommentar.
- Det er helt afgørende, at vi fortsætter med at forfølge princippet og ambitionen om, at forureneren skal betale regningen for at afværge de alvorlige skader på miljøet i Ølst.
I alt sad fem personer enten i bestyrelsen eller i ledelsen hos de to selskaber op til deres konkurs.
Nordic Waste gik konkurs i januar i år i kølvandet på et jordskred med forurenet jord ved byen Ølst.