Østjyllands Politi bekræfter nu, at man har modtaget en politianmeldelse fra Randers Kommune mod virksomheden Nordic Waste.
- Vi vil nu gennemgå anmeldelsen og vurdere, hvad der herefter skal ske. Vi er bevidste om den store offentligt interesse, der er for sagen, men vi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, lyder det blandt andet i opslaget.
Mandag blev medlemmerne af byrådet i Randers Kommune enige om at politianmelde virksomheden, og tirsdag fortalte kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt på et pressemøde, at kommunen anmelder Nordic Waste for fire overtrædelser.