Fristen for at svare på de to påbud, som Miljøstyrelsen har udstedt til virksomheden Nordic Waste i forbindelse med jordskredet ved Ølst, er udløbet mandag klokken 16.
Det ene påbud pålægger virksomheden at lave afværgeforanstaltninger og sikre miljøet.
Det andet pålægger virksomheden at stille sikkerhed for, at den kan betale for oprydningsarbejdet, der indtil videre lyder på 205 millioner kroner.
Nordic Waste A/S har forud for klokken 16 skullet fremlægge dokumentation herfor.
Virksomheden blev i dag erklæret konkurs i skifteretten i Randers, og det har ikke været muligt at få svar på, hvorvidt eller hvad Nordic Waste har svaret Miljøstyrelsen.
- Der er for nuværende desværre ikke yderligere kommentarer til situationen omkring Nordic Waste foruden de pressemeddelelser, som blev kommunikeret i sidste uge, skriver presseansvarlig Søren Møgelvang Nielsen i en mail til DR.