Statsminister Mette Frederiksen (S) kan ikke lide, hvad hun ser i København for tiden, hvor svenske statsborgere har været involveret i blandt andet flere skyderier.
- Det kan siges meget kort: De voldsomme hændelser i vores gader skal stoppes. Det er fuldstændig uacceptabelt. Det er ikke det Danmark, vi ønsker, skriver hun til Ritzau.
Derfor skal politiet have alle nødvendige redskaber for at kunne slå hårdt ned på banderne og "deres skruppelløse metoder", lyder det.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) sagde i går, at politiet øger kontrollen ved den dansk-svenske grænse. Torsdag åbnede han også for muligheden for, at politiet kan gøre brug af en ny form for ansigtsgenkendelse for at få fat på de kriminelle.