Superligaklubben Lyngby skal betale en bøde på 25.000 kroner for homofobiske tilråb under pokalkampen den 24. august, hvor holdet mødte FC Helsingør.
Det fremgår af en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans på Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside.
Episoden er blevet indberettet af kampens dommer, der også afbrød kampen undervejs for at stoppe de homofobiske tilråb.
Ifølge indberetningen lød der i kampens 58. minut tilråb som "bøssekarl", "svans" og "svenskerbøsse" på tværs af FC Helsingørs stadion.
Tilråbene kom tydeligvis fra tilskuere med tilhørsforhold til Lyngby, lød det i indberetningen, hvilket bekræftes af Lyngbys egen undersøgelse af sagen.
Lyngby Boldklub oplyser, at klubben har udpeget mindst én af de tilskuere, der stod bag tilråbene. Klubben i er i gang med at få bekræftet personens identitet med henblik på en sanktion.
FC Helsingør vandt pokalkampen med 2-0.