I januar sidste år kunne DR Nyheder fortælle om en række kvindelige læger, der undrede sig over, at de som medlemmer hos Lægernes Pension & Bank får udbetalt en lavere pension end deres mandlige kollegaer, selvom de indbetaler præcis det samme beløb.
Brancheforeningen Forsikring og Pension anslår, at omkring 356.230 kvinder i dag er på en kønsopdelt pensionsordning. Argumentet for opdelingen er ifølge brancheforeningen, at kvinder i gennemsnit lever længere end mænd.
De kønsopdelte pensionsordninger blev ellers afskaffet ved EU-lov i 1998, og det er derfor kun kvinder, der har startet deres indbetaling før 1. juli 1998, der kan være på ordningen.
De kvindelige læger klagede til Ligebehandlingsnævnet, som nu er kommet med en afgørelse.
Nævnet er nået frem til, at der er behov for, at sagen afgøres ved EU-domstolen. Det er op til de kvindelige læger og eventuelt deres fagforening at tage sagen videre.
- Vi håber meget på, at fagforeningen vil støtte os i at få en principiel afgørelse ved EU-domstolen, siger en af de kvindelige læger Anne Poulsen og tilføjer, at kvindernes fagforeningen indtil nu ikke har villet gå ind i sagen.